Vi er til bords med de 12 disciple og Jesus i dag. Ikke rigtig til bords – det er vi først for alvor til altergangen efter prædiken, motet og næste salme – men vi er dog med fra sidelinjen i dagens tekst og kan herfra følge snakken og stemningerne ved bordet.
Tillad mig at opsummere, hvad vi har set og hørt.
1. Vi har været vidner til, at den første nadver er blevet indstiftet. Hvor Jesus tog brødet, takkede og brød det, efterfølgende blev vinen omtalt som den nye pagt. En kærlighedspagt mellem Gud og mennesker blev stiftet i ord og tegn.
2. Derefter gik snakken om, at Jesus snart skulle forlade dem; at 1 af de 12 skulle forråde ham til døden. Noget af en bombe sådan at smide midt i det hele; det blev så diskuteret lidt frem og tilbage, hvem det kunne være. Forlods kan vi mennesker jo nemt garantere – evt. sværge hinanden troskab – endda evigt troskab, hvis det skal være rigtig højtideligt. Men jeg tror, at troskab først viser sig, når det virkelig gælder, når sandhedens time kommer – eller som nogen siger det: tro er ikke noget man har (i munden?!), men tro er noget man er.
3. Endelig afslørede Jesus sit testamente for dem: At disciplene skulle arve hans rige og så begyndte snakken for alvor at gå om, hvem der skulle have det største stykke af kagen, præcis som det ofte gør, når testamenter åbenbares og arv skal fordeles blandt os.
Forleden så jeg den danske dokumentar-film: ”TESTAMENTET – enden på en ny begyndelse”. Her følger vi en lille og splittet familie, der i mange år har set frem til, at morfar døde. For så ville der komme en STOR arv. En arv som for alvor kunne vende op og ned på deres kår, der er plaget af misbrug og svigt. Ja, en arv der en gang for alle SKAL indfri paradis-drømmene og måske for altid sone al kaos. Kaos der gennem årene har rykket familien fra hinanden. Forældrene er blevet skilt og moderen død af druk. Tre voksne drenge der hver forsøger at få enderne til at nå sammen – den ene ganske vist på junk – Henrik i midten på alt for meget hash – og den yngste halvbror, der vist nok klarer sig nogenlunde igennem. Og endelig en far, der forsøger, at vejlede – dog på en noget tvivlsom facon – sønnerne ud i arvesagen.
Problemet er så bare lige, at moster Petra står til at arve hele molevitten og herfra er der dømt splid! Pludselig kæmper alle om pengene, om lykke og muligheden for at kunne komme til Thailand og få lavet tænder. Faderen forsøger at spille sønnerne ud mod hinanden og indbyrdes kommer det også til et brud mellem de to ældste. Det ender dog trods alt ikke i mord som hos Kain og Abel, som vi hørte om i den gammeltestamentlige læsning.
Men midt i denne tragedie om undergang og splid, så dukker der klarsyn op hos Henrik – den mellemste søn – det går op for ham, at hans længsler ikke kan købes for penge – for, det han længes allermest efter er en levende mor, at hun dog stadig var i live; det er de sunde og livgivende relation præget af kærlighed og glæde og ærlighed, der er fortegnet for al hans savn. Det er på en måde lidt gudsrige … blot et glimt – et ganske kort øjeblik … en pause fra al det bøvlede og ikke mindst et håb fyldt med mod til at rejse sig på trods og finde sig selv i det nære. Lidt gudsrige som altid har Kristus som sin midte og sit omdrejningspunkt! Præcis som i nadveren omkring brødet og vinen – det nære – i fragmenter – det nærende i vore eksistentielle mellemrum …
Og midt i dette sande evangelium må Jakob (forfatteren til epistel) advare os med ordene: Far ikke vild. For siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre gudsriget enten med ideologi eller pave eller andre selvbestaltede talsmænd/kvinder – styre gudsriget som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der skal sidde hvor og hvornår. Hvem der skal have magten og derfra dirigere folket og dets fortolkninger af liv og død. Kort sagt kampen om hvem der skal bestemme?
Og sådan som vi ind i mellem skændes om retten til velsignelse og adgangen til Guds gudsrige – ikke kun i forholdet til homopar, men også for fraskilte og alle de andre der ikke lige passer ind i den konstruerede ideal-forestilling om det skabte menneske, – så kunne én tro, at der også er gået dysfunktionel dokumentar-film ud i kampen om arveretten til at bestyre kirken – ikke kun i folkekirken mens også i mange andre kirkesamfund! Sådan som vi rent praktisk-teologisk forvalter det testamente, som Jesus rækker sine disciple disciplene i dagens tekst og sidenhen os.
Måske er det fordi, at vi har glemt, at Gud er generøs i sin kærlighed overfor os alle. Eller også mangler vi måske i bund og grund tillid til, at Kristus rent faktisk døde på korset for, at vi alle – med fed streg under alle – skal leve. Leve med de defekter og mangler som vi alle har – nogen af os er måske bare bedre til at skjule dem for os selv og ikke mindst for andre.
Leve med, at der kan gå knas i vores relationer med hinanden og at livet ikke altid bliver, som vi har forestillet os det eller bestemt/planlagt det.
Fristelsen efter magt ligger altid og lurer – både i vores små og store cirkler – magten har mange skikkelser (f.eks. penge) og ofte bilder vi os ind, at det er her det hurtige fix ligger, som så klarer alt det besværlige og fjerner vores frygt og angst. Men TESTAMENTET’s – årets bedste film, som jeg her må anbefale alle – hovedperson Henrik indser, at livet er et liv i afmagt og ikke vindes gennem kamp om arveretten – der findes ingen hurtige genveje til kærlighed og der findes ingen mønt-sort, der kan handle den rene og uforfalskede omsorg i hus, som kan sikre et liv i succes og lykkelighed.
Disciplene omkring nadverbordet i dagens evangelium vidste ikke bedre dels fattede de ikke, hvad der ventede Jesus og dels så gjorde de, som vi alle gøre, når fællesskabet skal organiseres – vi fordeler magten mellem os eller hvis det er for besværligt, så snupper vi selv hele kagen. MEN og det er det afgørende i kristendommen. Magten er Guds – præcis som vi siger det i fadervor sidste ordlyd: Thi dit er riget, magten og æren i evighed amen.
Overfor Gud er vi alle lige – hverken mere eller mindre – Kristus er altid i vores midte, og så er det lige meget, hvor i samfundets mange blindgyder vi står, sidder, kryber rundt eller hænger ud. Når vi senere mødes omkring nadverbordet, så knæler vi alle – ikke for præsten eller kordegnen, de er blot simple tjenere – og heller ikke for Gud, ham behøver vi ikke knæle for! Men vi knæler for vores egen skyld – for det er på knæ, at vi bliver mindet om, at vi ALLE som en er skabt i det SAMME billede – nemlig i Guds. I det billede er vi alle omsluttet af den samme velsignelse og den vil, at vi skal få modet til at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed.
GÅ DA FRIT... 