Det glade julevanvid …
“Folkekirke, folketing, folkeskole, folkepension, folkebevægelse, folkekøkken, folkevogn, folkeafstemning, folkemøde – alle udmærkede begreber – men folkegråd?” – sådan stod der at læse på en af mine facebookvenners statusopdatering for få dage siden. Vi er nemlig her til lands blevet velsignet med en ny glose i ugens løb: FOLKEGRÅD.
Til de der ikke lige kan fæste ordet op på noget konkret, så handler det kort og godt om, at diktatoren ude i Nordkorea er meldt død og derfor er hele landets arme befolkning blevet udkommanderet til at græde ekspressivt og højlydt i flere dage.
Og sådan har alverdens mægtige mænd gennem tiderne beordret folket til at opføre bestemte skuespil – naturligvis alt efter deres narcissistiske selvforståelse, som gennemgående har været aldeles grandiost. De og deres håndlangere har orkestreret hele folket, som i princippet kunne være dig og mig, til at opføre absurde teaterforestillinger ud i at tilfredsstille deres magt-syge-“jeg-er-gud”-iscenesættelse.
Overfor denne verdens selvbestaltede super-fyrster må det lille Jesus-barn fremstå som den rene provokation. Og faktisk gik der heller ikke mere end otte dage, så følte Kong Herodes sig truet og endte med at slagte alle drengebørn under 2 i forsøget på at skaffe den nyfødte konkurrent – Jesus – af vejen. Hvilket betød, at Josef, Maria og Jesus måtte flygte over hals og hoved og ad den vej overlevede de. Men det er en helt ny historie, som kun skal nævnes i en parentes i dag.
Lad os blive i stalden og for en stund droppe enhver senere tilløben krybbe-romantik med okse-kys på små barnefødder, for fødslen foregik rent faktisk i en kold stald med lugtende dyr, stikkende halm og mørke. Det er her, at det lille Guds barn blev født! Her i stalden er der ingen glamour, MEN blot stille og uforfalsket glæde. En livs-glæde som udgår fra det lille hjælpeløse barn. En stille og forsvarsløs glæde, som skal være for hele folket. FOLKE-GLÆDE!
Folket som i første omgang var at forstå som de lokale fåre-hyrder, der lå på de nærmeste marker og hvis fornemmeste opgave var at holde øje med glubske ulve og andre fåre-ædende væsener, så deres egne dyr kunne græsse sig store og fede. Denne gruppe mænd var den absolut første, der blev omsluttet med håbet om, at Guds fred blandt verdens mennesker er en konkret mulighed.
Som ringe i vandet spredte den glædelige nyhed sig fra den lokale mark til det globale opland.
Snart fik de 3 vise mænd øje på stjernen over stalden. De havde lært, at stjernen skulle være tegnet på, at Guds søn er blevet født ind i verden. De begav sig derfor på gåben af sted, (det her var så før Kong Herodes gik amok i blodrus,) og de tre aflagde Maria og Josef og Jesus et mageløst barselsbesøg næsten som Grundtvig digtede det i ”Dejlig er den himmelblå”.
Derfra spredte historien om Jesus Kristus sig til resten af verden. Først med flugten fra Kong Herodes og lidt om, hvordan Jesus voksede op og senere hvordan han vandrede rundt for at prædike tro, håb og kærlighed. Ikke kun blandt få udvalgte men for HELE folket. Her stødte han på mænd, kvinder og børn som blev holdt ude af fællesskabet. Fordi de var syge eller mærkelige eller havde et forkert gudsforhold, kom af en forkert slægt eller bare ikke passede ind i de snævre rammer. Ja, grundene er mange, når vi lukker døre i for hinanden og dermed også for os selv. Sådan var det dengang og sådan er det vist stadig i dag.
Det er derfor, at lige præcis den historie – evangeliet om Guds komme til verden, der tog sin begyndelse hin julenat i den kolde og mørke stald – har betydning for os, som er samlet her i Budolfi. For også vi har igen og igen brug for at blive mindet om, at Guds fred skal være en glæde for hele folket!
Jesu Kristi oprigtige ønske var og er, at hele folket må leve af Guds livskraft og sandhed her og nu – alle som en: du og jeg med vore bevidste eller ubevidste neuroser; og den måske umulige nabo og den resignerede svigerfar og de stress-hidsige ægtefæller og så lige alle dem, som vi aldrig har mødt og Amager-manden og alle de mange andre, som vi faktisk ikke kan fordrage, men som vi altså også er sat til at leve med og i blandt.
Julenat fødtes et intenst ønske for os om, at vi trods forskellighed – socialt, religiøst, kulturelt, seksuelt og uha ikke mindst de andres moral og vores egen super-etik – må lære at udholde hinandens eksistens og dermed give plads for hinanden. Med freden julenat fødes altså ikke kun FOLKEGLÆDEN men også tilgivelsen. Det er tilgivelsen, der gør det muligt for os alle at kunne samles i stalden under stjernen omkring det nyfødte barn. Det magtesløse lille barn bliver da det levende billede på, hvordan også vi har brug for hinanden.
Kristendom handler i bund og grund om fællesskab og om, at vi altid er noget eller nogen for hinanden. Ingen kan undslippe sig sine relationer, så kan de være nok så trælse, forvirrende eller ikke-givende. Det handler slet ikke om, hvad de andre er for dig og om hvordan de andre optræder som dit konstruktive netværk, der kan fremme din succes!
I aften er der derfor mulighed for, at vi alle kan hoppe ind i fællesskabet og fornemme Jesus-barnets uforfalskede glæde og kærlighed til hele folket. Og der står vi så på tværs af glæde og gråd sammen og hver for sig under Guds nåde. Og hvad menneskers hjerter og hjerne så end måtte tro, så vil Guds engle atter i år vise sig omkring midnat og stille synge til barnet i os alle:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
AMEN
GÅ DA FRIT... 