Hvor er Gud henne? Sådan kan disciplenes fortvivlelse kort beskrives. Jeg vil stille og roligt på denne første solrige sommersøndag i juni overtage deres spørgsmål. Sagen er nemlig den, at vi kirkeårsmæssigt befinder os et højst ejendommeligt sted – nemlig mellem Kristi himmelfart og pinse.
Og hvorfor skulle det så være så specielt ejendommeligt? Jo, det er det, fordi vi i torsdags holdt fri for at fejre, at den opstandne Kristus for til himmels for at tage plads ved sin faders højre hånd, MEN først næste søndag skal fejre pinsen med Helligåndens ankomst. Fejre at troen og håbet og kærligheden virkelig var, er og for altid vil være omdrejningspunktet i Guds egen skabelse.
Scenen lige nu er altså, at Guds søn sidder til himmels alt imens vi venter på Helligånden. Det kunne lede tankerne tilbage til påskens begivenheder – hvor Jesus langfredag døde den store korsdød og først påskemorgen genopstod. Imellem disse 2 dage, hvor var Gud da henne?
Et forsøg – i denne sammenhæng – på at besvare dette ”hvor er guden henne” vil efter min mening være at postulere mere end der er belæg for i både de bibelske tekster og deres virkningshistorie. Derimod vil jeg hævde, at der her og nu åbnes op for, at kristendommen sagtens kan rumme en overvejelse over den menneskelige erfaring af gudløshed eller den mere moderne meningsløshed.
Især i det 20’århundrede har meningsløsheden gjort sit indtog! Meget af det som mennesket satte sin lid til mislykkedes – det være sig teknologiens åbenbaringer og menneskets humanisme. Tag for eksempel det dampdrevne skib Titanic – et flydende symbol på det industrielle fremskridt, som natten mellem d. 14. og 15. april 1912 sejlede på et isbjerg og sank. Senere fulgte 1. Verdenskrig, hvor det teknologiske fremskridt blandt andet blev omsat i giftgas. Så kom børskrak, depression og nazismens systematiske ondskab og kommunismens devaluerende menneskesyn. Alle disse bidrog voldsomt til spørgsmålet: Hvordan finder jeg mening i en meningsløs verden?
Spørgsmålet har siden fået legitim karakter. Samtidig med, at det for mig at se er vigtigt at anerkende, at der til stadighed findes tilfældigheder, uheldigheder, sygdomme og ulykker, som ikke må eller skal tilskrives en højere mening. At vi så ikke kan lade være med at søge meningen er en anden sag. For måske ville det hele være meget nemmere, hvis vi kunne finde den røde tråd eller ane, at vores liv i lidelse indgik i en stor forkromet masterplan. For så ville der da i det mindste være en mening. Selvom dette nok ikke ville trøste ret meget, når alt kommer til alt.
Meningsløshed og tomhed er størrelser som den tysk/amerikanske teolog Paul Tillich har taget livtag med i sine skriverier. Tanker om hvordan vi omgås den til enhver tid truende angst for tomhed og meningsløshed. I en sammenkogt version gør vi det ved at indse, at kærlighed er det alt afgørende i denne verden. Omsat i Jesu egne ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind og af hele din sjæl og næsten som dig selv.
Dette dobbelte kærlighedsbud betyder rent praktisk, at mennesket skal blive, hvad det essentielt er nemlig en person, som er til i et fællesskab med sine medmennesker! Vi er med andre ord altid i relation med Gud og med hinanden – og det er i dette samvær, at vi bliver os selv.
Disciplene havde været sammen med Jesus fra begyndelsen af hans vandring – de havde hørt ham – de havde set ham undervise og udvirke undere – de havde set ham trøste – de havde med egne øjne oplevet, hvordan Jesus igen og igen brød mure ned og inviterede Gud og hvermand indenfor.
De har også en gang oplevet, at han døde – at der blev tomt, at al mening med deres liv for en stund flød ud. Og nu står de der igen – fortvivlede – for hvad sker der nu? MEN den opstandne Jesus trøster dem – atter engang – og siger, at de ikke skal være nervøse! For Talsmanden – også kendt som Helligånden – vil komme – kommer for at blive hos dem – hos os i verden – kommer for at formidle Guds nærvær!
Dagens evangelium skal derfor forstås som en optakt til selve pinsens forunderlige beretning om begyndelsen på den treenige kirkes tale om kærligheden, der skjuler mange synder. Det er trøsten!
Men Jesus spår også andet – og det i den mere frygtindgydende kategori: … der vil komme en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.
Der vil med andre ord blive trængsel omkring fortolkningerne af Guds nærvær. Trængsler, skænderier og måske oven i købet kamp om tydningen af Guds nærvær – og i dialektikkens tænkte navn dermed også kamp om at udpege årsagerne til oplevelserne med gudens fravær!
Kirkehistorien udlægger selv sine epoker og dramaer. Nogen døde og andre dør fortsat, fordi de kæmpede og til stadighed kæmper for retten til at praktisere deres tro. Her tænker jeg lige nu på forfølgelserne af de koptiske menigheder i Ægypten. Forhold som er ganske utænkelige i det danske demokrati, og som vi på denne grundlovsdag bør sende en hjertelig tak til og over (altså demokratiet og grundloven), at vi her til lands har frihed til at tro.
Andre lod i Guds hellige navn folk straffe og henrette, fordi de havde en anden udlægning af skriften eller af verden. Og selv i dag sker det, at naturkatastrofer, terror, epidemier skal forstås som udløst af en guds vrede – som så igen skulle være udløst af menneskets påståede umoralske liv og levned. Indimellem er det da helt utroligt, som vi mennesker har det med stoppe Gud ned i små skotøjsæsker, så han passer ind i vore tåkrummende billeder! En vrangforestilling som kun er med til at avle angst for skyld og fordømmelse.
Disciplene fik svaret på deres mentale limbo: det skal blive en hård tid, men Helligånden vil fylde Jer med mod!
Når vi samles til gudstjeneste, så mødes også vi af Helligånden. Ikke som et eksotisk indslag og slet ikke med kravet om at fremvise åndelige kompetencer ud i tungetale eller slige fromheds-kramper – men som en tale ind i vores mulige erfaringer af tomhed og meningsløshed. En tale der igen og igen peger hen på, hvor Gud er – i forholdet til dig, mig og vores næste. AMEN
GÅ DA FRIT... 