Blind leder blind. Luk øjnene og se det for Jer! Den flamske maler Brueghel lukkede øjnene og forestillede sig: En flok på seks blinde tiggere der vandrer igennem et landskab, alt imens de holder den fælles retning ved hjælp af en stang, som de alle har fat i! Selvfølgelig må de falde i en grøft. Det kan ikke være anderledes, når blind leder blind. Og på billedet kan én så også se, hvordan de to forreste snubler og falder ned i en grøft – alt i mens deres tomme blik(?!) er rette mod Guds himlen.
Bagerst i billedet er der en kirke. Og nu kan vi som tilskuere så undre os over om de seks mænd måske lige er gået fra kirken – fra gudstjenesten – vildledte og symbolsk blinde derfra. Jeg forsøger at tænke den tanke. Selvom kirkebygningen naturligvis også kan tolkes anderledes.
Min tanke lægger naturligvis op til en religionskritik. Religionskritikken skal ikke her forstås som en kritik af guden eller som en direkte afvisning af den kristne Gud. Jeg er på ingen måde ude i et ateistisk ærinde. Men snarere ude i en kritik af præsteskabets eventuelle tvivlsomme udlægning af Gud. Og ikke mindst i deres/vores fortolkning af relationen Gud – menneske og menneske – menneske.
I dagens tekst er Jesus også ude i en art religionskritik. Der bliver taget livtag med loven. Den lov som var garanten for sammenhængskraften i datidens samfund. Loven som ordnede alle de daglige forhold vedrørende: ægteskab, sex, spiseregler, opdragelse af børn, arbejde, dyrehold, slavehold og meget mere. Som kategoriserede verden i rent og urent. I kosher og i treifah. Loven som opretholdt orden i verden!
Samfundet var på mange leder og kanter blevet så gennemreguleret af religiøse forbud og påbud, så det enkelte menneske – mand, kvinde, pige, dreng – på en måde var blevet reduceret til blinde passager.
Som blind passager lader man sig passivt fragte rundt i konformitet – altså i den opfattelse som flertallet i samfundet bestemmer. Du behøver derfor ikke tænke selv. Religions-fortolkerne: præsterne, imamerne, rabbinerne og hvad de ellers kaldes sætter kursen, styrer fartøjet og du følger med i blinde. Præcis som på billedet: Blind leder blind – hvor de blinde mænd ender med at falde i grøften.
Og i denne daglige trummerum bryder Jesus ind – stikker en kæp i hjulet – kigger rundt på dem alle og vi er rigtig mange. Han bryder ind i den kollektive passivitet. En passivitet der har ført til fralæggelse af ansvar. Tænk blot på kvinden, der blev grebet i hor. Hun blev af en flok religiøse ”blind”-skriftkloge ført hen til Jesus. De ville have ham til at dømme – måske oven i købet fordømme – hende på grund af lovbrud. Men Jesus mødte kvinden med barmhjertighed og tilgivelse. Og til de andre – de skriftkloge – måtte han sige: Den, der er ren, kan kaste den første sten. For i loven står der, at hor skal straffes med stening. Jesus kunne også have sagt: Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
Religionskritikken ligger for mig at se i, at Jesus bryder ind i den kollektive lovforståelse. Det skal være slut med passivitet og ansvarsfralæggelse. Være slut, fordi det spalter, ja smadrer fællesskabet i et os og i et dem. I de rene og i de urene. Og pludselig viser det sig måske, at denne lovforståelse handler meget mere om ”de/vi rigtig frommes” selvforståelse – sådan som de/vi tror, at Gud helt vil se os. Og sådan et frelses-egoistisk-trip er der ved gud ikke ret meget kollektiv sammenhængskraft i.
Kritikken vil, at der ikke er flere kørsler på en gamle nulret badebillet. Jesus vil, at vi skal tage ansvar. Tage ansvar for den anden – din næste – din medborger – din nabo – broder – søster! Kald ham og hende, hvad du vil. Men tag ansvar.
Lad os for en stund forsøge at rykke Jesus frem i tid og sted, så evangeliet ikke bare er en historie fra dengang en religion blev grundlagt. Vi er nu nordenfjords. I Brønderslev området, hvor der engang stod et hus og hvor der i juni blev ført en retssag, som endte med dom til et forældrepar og erstatninger til 10 søskendebørn.
Vi er på en måde alle sammen gået forbi det hus eller måske et andet hus, der kunne ligne, måske bare et andet sted i landet. Og mange af os har bevidst eller ubevidst i tidens løb vendt det blinde øje til – alt imens børnene tog en dag mere i helvede.
MEN en dag afsløres det alt sammen, det gule breaking news bånd løber igen og igen hen over fladskærmen. Og en reporter står straks på åstedet og kræver forklaringer og ansvarlighed! Afmagt og vrede – måben og frustration over, at noget så frygteligt og ondt kunne og kan ske i vores midte, bringer os i affekt. Vore blikke flakker rundt i mængden, én må ha skylden – især hvis ingen selv vil tage den. Og ja, det bliver så hende … hende der, hun burde have grebet ind! Burde have stoppet den der fuldstændige dysfunktionelle familierelation. Nogen burde ha gjort noget.
Men det gjorde hun ikke og derfor må vi med fråde i mundvigene i takt råbe: DU HAR IKKE REDDET DE 10 FRA DET ONDE!!! Det er din skyld!
Og pludselig står Jesus i vores midte og han gentager, hvad han også sagde i tidernes morgen til de andre: Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje. Omsat til hverdagsdansk a la 2011 spørger han hver enkelt af os: Hvorfor greb DU ikke ind?
Og undskyldninger står i kø ved håndvasken: Jo, men jeg har vist ikke noget at lade andre høre og en anden siger, den der bjælke i øjet betyder det ikke, at man skal feje for egen dør? Gribe i egen barm, siger en tredje … og alle mumler vi og én siger højt: når man peger en finger af andre, vender tre fingre ind imod en selv. Og sådan går vi pludselig alle i selvsving … og der går for alvor ”blind leder blind” i den.
For når vores ene finger peger på syndebukken, så er det, at de tre øvrige fingre for alvor bliver bjælken i vort eget øje, som spærrer udsynet til fornemmelsen af, at et kollektive svigt har fundet sted. Og i et glimt går det op for os – i hvert fald for en stund, at vi ikke kan forblive blinde passager i vort eget liv. Et slør – mayas – er revet væk fra vore øjne og vi må indse, at Jesus vil, at vi skal bekymre os og tage hånd om næsten. Vi skal vise barmhjertighed og omsorg. At ligegyldighed er den værste form for blindhed. Og pludselig er det i grunden et fedt om kirkens skriftkloge i avisens spalter skændes eller stemmer om, hvorvidt der findes en kristen etik eller ej.
Og ja historien gentager sig – det er allerede til fulde dokumenteret: vi vil igen og igen blive blinde på det ene øje og vende det andet til, fordi sandheden om, hvordan menneskelige relationer – også vore egne – kan udvikle sig på den rigtige trælse og uforståelige måde, kan være ubærligt svære at kapere og leve i fuld bevidsthed med.
Og lad mig så slutte, hvor jeg begyndte med postulatet om en indbygget religionskritik i kristendommen selv og repetere, at Jesus igen og igen påpegede, at religiøse forbud og påbud er sekundære i forholdet til både Gud og vores næste. Du og jeg er sat fri af alle forordninger og menneskefjendske regler om rent og urent. I et og i alt er vi lige for Gud – lige elskelige – lige tilgivelige og lige forpligtet til at tage ansvar for os selv og hinanden.
Derfor kan og skal vi sige …
GÅ DA FRIT... 