Indenfor integrationsområdet udnævnes der i ny og næ rollemodeller. Disse har som oftest ydet en ekstraordinær indsats; har måske brudt en social arv og er derfor værd for os andre at spejle os i. De bliver forbilleder på, at livet godt kan leves anderledes – altså på den bedre måde.
Der er forbilleder overalt – på tv – blandt sportsfolk, politikere, musikere etc. – men også i det små, mange af os har med garanti i barndommen eller i ungdommen mødt en særlig person – måske en lærer – der gjorde et uudsletteligt indtryk på os, og som har været med til at forme vores indstilling til livet – eller i hvert fald noget af den.
Men glorien over en rollemodel kan lynhurtig slukkes; hvor vores erindringsmøder med eksempelvis en lærer var båret af en særlig autencitet, så er mange af tidens rollemodeller udråbt og dermed en art konstruktion. Pludselig viser det sig, at politikeren har fiflet med loven, cykelrytteren har pumpet sig med doping, forskeren har jongleret med facts og så videre. Med et er de blevet lige så almindelige på godt og ondt, som de fleste af os andre.
Indenfor kirkens fysiske mure er der også en forventning fra folket udenfor om, at dem indenfor er lidt bedre til at være gode overfor hinanden end andre steder. Måske man derfor i alt for mange år aldrig har taget temperaturen på trivsel i folkekirken og derfor også her kan læse om dårligt arbejdsklima – og folk udenfor – og indenfor tænker, kan ”de” ikke engang selv leve op til ”kirkens eget budskab”?
Nå, ja så er der selvfølgelig en klar og entydig forventning om, at præsten tror klart, rent og præcist på Gud uden svinkeærinder. Lige indtil en piberygende præst nord for København satte spørgsmålstegn ved det hele. Den efterfølgende debat kan én så mene om, hvad han/hun vil, lige nu har den ikke min interesse.
Derimod forsøger jeg, at sige noget om forbilleder. For evangeliet til denne 2. søndag i fasten har også dannet forbillede – nemlig med afsæt i den kanaænæiske kvinde. For igennem tiden har mange gjort hende til historiens omdrejningspunkt. Det er der ikke noget at sige til. Dels har der været fokus på, at Guds nådige frelse er til og for os alle – som Paulus udtrykker det til galaterne (3,28): Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.
Dels har der været fokus på troens styrke. Kvinden med den syge datter møder ikke op med en masse fysiske og mentale kompetencer – hun har i bund og grund intet andet end en syg datter, og ved troen alene ”lykkes” det hende at få: 1) Jesu tilsigelse, 2) en rask datter og 3) prædikatet STOR på sin TRO. Disse 3 nævnt i vilkårlig rækkefølge.
Kvinden er igennem kristendommens virkningshistorie blevet en afgørende rollemodel for TRO – stor og sand tro – blandt andet for vores reformator Martin Luther. Ja, Grundtvig måtte skrive hende en salme: ”Kvindelil, din tro er stor”, som vi skal synge efter motetten.
Men tilbage til forbillederne. Jesus kunne være en anden rollemodel, hvilket han er for mange døbte. Den tyske teolog Bonhoeffer skrev en lille bog med titlen: ”Efterfølgelse”. For Bonhoeffer var der ingen tvivl om, at med Kristi nåde følger også forpligtelsen til at handle etisk – og dermed næstekærligt – overfor sin næste.
Han skelnede mellem en dyr og en billig nåde. Det betyder, at når vi i gudstjenesten tilsiges vores synderes nådige forladelse, så nytter det altså ikke, at vi lige efter kirketid går hjem og sparker hunden eller ignorerer vores næstes nød. For så bliver nåden billig. Den dyre nåde fordrer derimod, at vi tager budet om næstekærlighed på os og det ganske bogstaveligt.
Det her er bestemt ikke enkelt og lige til. Tværtimod. Spørgsmålet for mig at se er om én både kan have Jesus som rollemodel og som nådig frelser. Og nu spørger jeg lettere provokerende, er der ikke en fare for, at der sker en sammenblanding mellem forbillede og frelser. Så frelsen pludselig bliver afhængig af mine evner til at efterfølge Kristus?
Jesus Kristus var på alle leder og kanter den fuldkomne etiker – han gik aldrig på kompromis – derimod sprang han religiøse, kulturelle og geografiske kategorier. Han viste os Guds sande ansigt – og for det måtte han dø.
Den sidste mulighed for at vælge rollemodel i dagens tekst er disciplene. Disciplene er altid interessante at studere. For ofte gør de det stik modsatte af, hvad der egentlig er Jesu vilje og muligvis deres egen.
I forbindelse med dåben af den lille dreng lige før hørte vi i den ene tekst om disciplene, der ville forhindre de små børn i at komme til Jesus. Ja, de sågar truede ad dem. OG i dagens evangelium beder en af disciplene Jesus: ”Send hende væk! Hun råber efter os”.
Hvad er der med de disciple? På en eller anden måde kommer disciplene altid på tværs. Og gang på gang må Jesus belære dem. Og lige lidt nytter det. Blot for at nævne et par af dem her: Judas sælger ud af al loyalitet overfor Jesus for ussel mammon, Peter får hanen til at gale, fordi han benægter Jesus. Zabedæus sønnernes emsige mor forsøger at fedte sig ind så de to drenge kan få de bedste pladser i himlen.
Så meget for det discipel-skab! Egon Olsen – den håbløse mesterforbryder i Olsen-banden – ville for længst i afmagt have stampet i gulvet og råbt efter disciplene og jeg citerer – og undskylder forlods sproget: ”hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere. Talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater.” CITAT SLUT
MEN det enestående ved Jesu 12 disciple er, at de er så fuldkomment menneskelige – som os! At de er væsentligt nemmere at spejle sig i end i kvinden med den store tro eller i Guds sande ansigt. Og det både indenfor og udenfor kirkens fysiske mure.
På trods af at disciplene igen og igen joggede i spinaten, så er der noget fortrøstningsfuldt ved, at de alle som en sad til bords med Jesus. Han fyrede dem ikke, selvom de afviste folk, der kom kravlende ind over grænsen med syge børn. Han fyrede dem ikke, selvom de brokkede sig over, at børn larmer og forstyrrer.
Hele evangeliets trøst ligger i, at på trods så svigtede Jesus ikke en eneste af sine disciple. Selvom de igen og igen kom i klemme mellem gode tænkte intentioner og de kvajede konkrete realiteter. Også lige før alt brød sammen langfredag, så sad de alle 12 med til bords. Sådan som vi også er inviteret med omkring nadverbordet på trods af ugens meriter
GÅ DA FRIT... 