Langfredag blev et menneske klynget op på et kors. Mennesket skulle dø. Der var ingen vej udenom, det var alle i det store og hele enige om og de, der ikke var det, gav raskvæk efter for folkemængdens nådesløse krav. Selv discipelvennerne var vendt på en tallerken og nu at regne for fjenderne. Så derfor kunne det ikke være anderledes. Menneskesønnen blev klynget op på et kors mellem to forbrydere og mens han hang der og ventede på døden, sagde han ifølge Lukas (23,34) ordene: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”
Med andre ord bad menneskesønnen for sine fjender. Han bad Gud Fader om at tilgive dem. Denne afgørende tilgivelse om liv og død var den samlede sum af alt det, som han tegnede og fortalte folk om på sin vej rundt. Denne sidste bøn var, er og bliver det helt konkrete og synlige bevis på Jesu Kristi tro, håb og kærlighed til menneskeheden: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Og nu skal dette udsagn applikeres over på os denne første rigtige feriesøndag i juni. Talen bliver rakt videre og Kristus pålægger os, ifølge evangelisten Matthæus, at gøre det umulige nemlig: at elske vore fjender og bede for dem. Værsgo, tag den, for du har ikke noget valg. DU SKAL! Godt så, så SKAL VI da gribe fordringen. Hvis den overhovedet kan begribes.
Vi kunne vælge den løsning, som Søren Kierkegaard foreslår i et af sine værker: At lukke øjnene, så vi ikke kan se om det er ven eller fjende, vi står over for. Så er det pr automatik næsten – ham og hende som vi SKAL elske – og med lukkede øjne vil næsten ikke være sovset ind i vore subjektive erfaringer og holdninger. Men lur mig, om jeg alligevel ikke ganske svagt vil smugkigge ud gennem det ene øje, for sådan lige at skimte, hvem han eller hende nu egentlig også er. Så er jeg jo lige vidt.
Vi kunne også gøre, som Benny Andersen skriver i digtet GODHED:
Jeg har altid prøvet at være god,
det er meget krævende (…)
(…)jeg er egentligt bedst
når jeg er helt alene.
Enten skal jeg altså være helt alene eller også lukke begge mine øjne hermetisk i, for at kunne modsvare fordringen om at elske mine fjender og bede for dem. Det kunne meget nemt ende i en absurd og højst teatralsk komedie. For vi er hverken øde øer og om vi vil det eller ej, så er vi som oftest i vore følelsers vold.
Men her må vi korrigere vores forståelse af ordet kærlighed. Kristus taler ikke om den følelse, som vi kan opleve sammen med vore kære, det være sig ægtefællen, kæresten, forældrene, børnene eller vennen. Men Kristus taler om den kærlighed, som vi skal møde verden, livet og hinanden med. Hvor svært det så end kan være.
I historiens løb har menneskeheden gjort sig erfaringer med at dømme hinanden inde og ude på godt og ondt. På trods af alle vore ønsker om at blive klogere ved at analysere og erkende historiens skæve gang, så vi forhåbentlig i fremtiden kan forsøge at undgå disse dybt umenneskelige katastrofer, så foregår der konstant overgreb i det nære som i det fjerne. For når alt kommer til alt, så ligger det os åbenbart lettere for at hade end at elske fjenden. Det er vist kun Kristus, der midt i lidelsen kan sige: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”
Men på trods så er forsøget faktisk gjort – og i disse fodbold WM tider er der al mulig grund til at vende sig mod Sydafrika. Da apartheiden fik sin ende, var det af allerstørste nødvendighed at fokusere på fjendekærligheden, hvis demokratiet på nogen måde skulle have en chance. Tage alt det had, der var opstået mennesker imellem, alvorligt. Hvis forsoningen på nogen måde skulle blive en realitet, så måtte der findes en vej, findes et rum.
Der blev nedsat en såkaldt Sandheds- og Forsoningskommision. Dens opgave var at etablere et offentligt rum, hvor offer og bøddel hver især kunne fortælle deres livshistorie.
”Kvinden, der havde mistet sin mand eller sit barn, fordi det var blevet slæbt væk af politiets dødspatruljer fik et sted, hvor hendes erfaringer af ydmygelse, frygt og umenneskelig behandling blev taget alvorligt. Det system, der tidligere ikke ville høre på hende, var nu nødt til at lægge øre til hendes beretning. Hun var nu ikke længere et offer, men en person i sin egen ret med krav på at blive taget alvorligt.”[1]
At alle fik chancen for at fortælle om deres oplevelse af smerte, vrede, afmagt, had blev begyndelsen på en sorgbehandling og dermed helingsprocessen.
Der blev selvfølgelig også givet plads til det menneske, der erkendte sin skyld som f.eks. morder. Soldaten eller politibetjenten kunne nu stå frem og fortælle om, hvorfor han havde slået ihjel eller hvorfor han havde udført tortur. Han kunne undskylde sine handlinger, bede om tilgivelse og anmode om amnesti med den begrundelse, at han handlede efter ordrer og ikke efter egen fri vilje.
Kommissionen tog udgangspunkt i, at forsoningen i et splittet land begynder med, at sandheden om begivenhederne bag bortførelsen, tortur, henrettelse bliver kendt og erkendt, ikke blot de involverede parter, men af den ganske nation for at undgå et retsopgør præget af hævn og dermed af nyt had.
Teologen, ærkebiskoppen og menneskerettighedsforkæmperen Desmond Tutu, en af idémændene bag kommissionen, præciserede igen og igen, at målet ikke var, at offer skulle forsones med bødlen. Det vigtigste var, at staten tilbød et offentligt rum, hvor forsoningen kunne finde sted. Således at sandheden kom for dagen. At alle, med fed streg under alle, med deres personlige oplevelser blev taget alvorligt.
At elske sine fjender handler derfor også om at lade sandheden komme frem. At elske sine fjender handler om at tage den anden – ens næste – alvorligt. Jeg behøver på ingen måde være enig eller finde min næste rar og sympatisk. For fjendekærlighed handler om at have modet til at give plads og dermed sprænge de menneskebegrænsende rammer og kasser. Sådan som Kristus lærer os det gennem evangeliet klare budskab. Nuvel, det kan stadig lyde for nemt! Vi ved jo godt, at det er svært.
Ender vi ikke med at moralisere, for skal og kan døbte mennesker opføre sig bedre end andre? Jeg ved det ikke. Men vil umiddelbart og uden videre tøven svare, at vi gør det i hvert fald ikke.
Men dåben giver os troen på forsoningen og prædiker håbet og muligheden for kærlighed til fjenden. Forsoningen begyndte landfredag på korset med Jesu Kristi ord til menneskemængden og os: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”.
Således at vi med Jesu Kristi nåde kan bevæge os fra fjendskab til forsoning, fra fald til nyskabelse, fra død til opstandelse, fra fortid til nutid. Kristendommen vender verden og dermed også dig og mig på hovedet, så vi ikke behøver at affinde os med fjendskab og død som det sidste og endelige, for der er ALTID mere at sige om livet.
”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er det” er den afskedssalut, vi sendes ud i verden med. Når vi så alligevel kommer til kort i al den iver efter fuldkommenhed – og snubler på halvvejen, så kan vi i hvert fald omskrive Jesu Kristi ord og sammen bede: ”Fader, tilgiv os, for vi ved ikke, hvad vi gør!”.
[1] Peter Lodberg: Nødhjælp og forsoning. I Biskop for Herren og så mange andre. P 116
GÅ DA FRIT... 