3. søndag efter påske 2010

”Vejen” er en af sprogets vigtige metaforer. Vi kan være på afveje eller vildveje – vi kan være endt i en blindgyde – vi kan leve livet i overhalingsbanen – vi kan stå ved en korsvej.  Det er ofte sådan én vi står ved, når vi skal træffe et afgørende valg. Vores eksistens og vore valg eller mangel på samme er ofte knyttet sammen med vej-ord.

Siden midten af februar har debatten raset om, der er flere veje til Gud – det gør den vist stadig i et enkelt dagblad! Enkelte teologer og præster forsøgte sig – jeg tror bestemt ikke med den hensigt at afmontere Jesus og smide ham ind i slæbesporet. Men snarere for ikke at afvise, at der er flere tilgange til det guddommelige. En diskussion som bestemt er opstået af, at de forskellige religioner flytter rundt i verden, slår sig ned og pludselig bliver en del af vores dagligdag. Hele debatten om at åbne op for flere veje til Gud skabte mildest talt opstandelse i kirkelige kredse. Og desværre for samtaleklimaet blev der straks råbt præsteret og nogen skulle sendes ud i kulden i en fart.

Kære Menighed – kristendommen er en levende samtale – vore døde dogmer skal i ny og næ ruskes – de skal vendes og drejes! Luther gjorde det samme – enhver tid er forpligtet på at reflektere troen i sin tid. Så uden at ville skylde barnet ud med badevandet, så tillad mig at tage en tur/retur til guden. Min daglige erfaring viser mig, at de fleste mennesker tager omveje til Gud. Når tvivlen melder sig. Når afmagten smider sin afgørende angst-trumf på bordet i forbindelse med store livskriser: det være sig død, sygdom, brud, forandringer og anden plage.

Vores omveje henter ofte sit tankegods fra det Gamle Testamente. I denne kloge og velskrevne bog møder vi igen og igen jøder, der af mange grunde havde forladt den smalle og fromme sti. Så var det, at Jahve kom efter dem med straffe i form af sygdomme, naturkatastrofer, død og anden ødelæggelse. I vores tid er det egentlig ikke så meget anderledes, vi har stadig evne og sans for at hæfte naturkatastrofer op på gudens vrede. Jeg læste forleden dag (21. marts KD), at en iransk præst har givet kvinders udfordrende påklædning skylden for jordskælv. Og en amerikansk evangelisk præst var hurtig til at hævde det samme, da Haitis undergrund rystede det meste af landet i grus.

En sådan tanke er urgammel og vi møder den allerede i antikken. Hele tanken om hybris, hvor guderne straffede menneskets overmod, når mennesket havde overtrådt en usynlig grænse!

Hvor bred eller hvor smal vores vej er, ved kun Gud – det ved hverken de straf-ivrige præster, du eller jeg.

Men lad mig vende tilbage til flere veje til Gud. I den evangelisk-lutherske kirke er det manden på korset – Jesus Kristus – der afslører Guds ansigt. Gjorde han ikke det, så ville vi ikke ane ret meget om Gud – jeg er tilbøjelig til at tro, at så ville vi hænge fast i hans vredesudbrud og følgende straf. Og dermed gå rundt i evig angst for fordømmelse og fortabelse.

Gode gamle Moses – som bærer Budolfis prædikestol – fik ikke engang Guds ansigt at se – jævnfør den gammeltestamentlige læsning – hvor guden optræder som en brændende tornebusk. Konsekvensen af at se Guds ansigt ville betyde undergang og død.

Men med Kristus forandres dette – Jesus afslører Gud Faders sande ansigt. Forfatteren til Johannes evangeliet belærer os igen og igen om, at sønnen og faderen er et ”ingen kommer til faderen uden ved mig”. Guden i den brændende tornebusk har et menneskeligt ansigt, som vi får at se – både i glæde og smerte – i angst og fortvivlelse – i tro, håb og kærlighed.

Hele bevægelsen går fra Gud til menneske – fra himmel til jord – fra evighed til timelighed – det er Gud, der kender vejen. Men er det så ikke alt rigeligt – behøver vi overhovedet interessere os for vejen fra mennesket til Gud? Er det ikke overmodigt at ville udtale sig om denne sag? Jo måske, men vi kan jo altså slet ikke lade være. Den evne har den gode skaber udstyret os med – refleksion og undren er nu engang en del af den menneskelige væren.

I en verden hvor religionerne ikke længere er isoleret til bestemte geografiske egne – men flytter sig med de mennesker, de er knyttet til, så aktualiseres spørgsmålet yderligere. Den diskussion som præster og teologer lagde op til for cirka 2 måneder siden blev af en teologisk dogmeforsker – Anders Christian Jacobsen – ved Århus universitet udlagt sådan her og jeg citerer:

– “Biskoppens (Kjeld Holm red.) og præsternes udtalelser lægger op til, om man i den lutherske tradition bør revurdere den forståelse, at Helligånden kun kan virke i forlængelse af Kristus. Man kunne gå til Bibelen og vurdere, om Helligånden kan forstås som en ånd, der hele tiden virker på nye måder – og ad den vej overveje, om Helligånden også virker gennem andre religioner. Den tolkning levner Bibelen muligvis plads til. Luther gjorde selv op med en lang række dogmer, siger han / dogmeforskeren” (9.marts 2010 KD)

Det store spørgsmål bliver derfor, om Helligånden kan virke løsrevet fra sønnen og faderen? Det er i bund og grund det denne heftige diskussion om flere veje til Gud handler om.

Om Helligånden lærer vi, at den virker hvor og når den vil. Jesus siger til Nikodemus i kapitel 3 vers 8 i Johannesevangeliet: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Helligånden kan med andre ord ikke holdes i kort snor og kontrolleres af os almindelige dødelige. I princippet betyder det vel, at den også godt kan tage en smutvej forbi et buddhistkloster, en flok beduiner i en ørken eller en helsemesse i Aalborg eller hvad?

Når det så er sagt, så siger Jesus senere i kapitel 15 vers 26: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig”

Nu ved vi altså 2 ting: Helligånden sætter selv kursen og farten, men hænger som ærtehalm sammen med Faderen og Sønnen. De tre kan ikke løsrives fra hinanden. Fastholder vi dette, så må det betyde, at der kun er en Gud og det er den treenige. Hvad så med alle de øvrige religioners guder – er det blot løgneguder? Det kan ”man” så tænke lidt over… Nu står det gudskelov ikke til mig at skulle besvare det spørgsmål. Hvor skulle jeg vide det fra? Kun Gud ved om der findes flere veje til Gud. Jeg vil derfor hverken af- eller bekræfte spørgsmålet her fra prædikestolen.

Men det, jeg ved noget om, er den vej som Jesus Kristus har banet for os mennesker – om vi er ”jøde eller græker, træl eller fri, mand og kvinde” – den vej er brolagt med tro, håb og kærlighed. Jeg tror faktisk også, at den er langt bredere end, vi nogen gange tror. Eller rettere sagt det håber jeg!

Når jeg hurtigt i mit hoved gennemløber evangeliernes ord, og ihukommer hvem Kristus mødte på sin vej og til stadighed møder – ja så er der virkelig ingen smalle steder i Bredgade – der var og er fortsat plads til alverdens mangfoldighed af skabninger: farisæeren, hykleren, den onde, forræderen, den fromme, den vantro, den fornuftige, den lille, den prostituerede, den gode, de fattige i ånden, tolderen, de rene af hjertet, besættelsesmagten, de sørgende, den rige, tvivleren, morderen, røveren, den spedalske, de gale, den blodfattige, de fremmede, dem der havde eller har en anden tro… og dig og mig. Vejen er med andre ord banet af Vor Herre Jesus Kristus og det for enhver skabning uden skelnen til vores kald eller stand!