Omdrejningspunktet i Jesu tale til disciplene er kort og godt BØN! Nu kunne jeg så kaste mig ud i en længere teologisk udredning om bøn, men det vil jeg ikke. For jeg læste forleden, at bøn ikke er noget, man snakker om, det er noget, man gør!
Måske er det også, hvad der menes i epistellæsningen, hvor vi før dåben blev belært om, at kristendommen ikke kun handler om hørelse, men i lige så høj grad om gørelse!
Jakobs kamp med Gud, som er dagens gammeltestamentlige tekst kunne være et sådant eksempel på gørelse! Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.
Lad mig kort ridse op, hvem og hvad der berettes om Jakob.
Jakob var tvillingebror til Esau, som var den førstefødte. Det var sådan, at den ældste skulle arve; men en dag da Esau kom hjem og var sulten, solgte han denne arveret – til sin bror Jakob – for en skål linser og lidt brød. Det blev, der så ikke talt mere om.
År senere følte deres gamle trætte og blinde far sig tæt på døden. Han kaldte derfor sin førstefødte søn: Esau til sig, for nu skulle arvingen velsignes! Efter skik og brug drog den ældste søn på jagt – dyret skulle så tilberedes – et festmåltid skulle spises og efterfølgende skulle faderen så give sønnen sin velsignelse!
MEN så enkelt gik det ikke for drengenes mor ville det anderledes. Hun havde helt fra fødslen haft Jakob som sin yndlings søn. Derfor var det af største betydning, at velsignelsen tilfaldt Jakob!
Hun havde allerede lagt en slagplan for, hvordan de kunne narre både den gamle far og Esau. Se Esau, som var på jagt havde stærkt behårede arme! Mens Jakob havde sådan nogle fine glatte arme. Den gamle var jo blind og hvis han nu ville omfavne sin søn Esau – som i bedraget var byttet ud med Jakob, så ville han opdage, at noget var galt. Han ville da have mulighed for at rette op på dette snyderi.
Men alt dette havde moderen gennemtænkt! Jakobs arme blev snøret ind i lodden gedeskind! Og derefter fik han Esaus pæneste tøj på. Imens kogte moderen den gamle fars yndlingsret.
Nu var alt klar til, at det store svindelnummer kunne begynde! Og det skete: Jakob fik den velsignelse, som egentlig tilhørte Esau! Der gik dog ikke lang tid før det broderlige drama kulminerede. Esau kom hjem med et stykke nyskudt vildt, som han hurtigt lavede en lækker ret ud af. Den gik han ind til den gamle blinde far med og var klar til at få sin velsignelse…
MEN den var jo allerede givet! Og Esau måtte udbryde: han tog min førstefødselsret, og nu har han også tage min velsignelse (…) har du ikke gemt noget velsignelse til mig? (1. mos 27,36).
Nej, der var ikke mere til Esau. Historien fortsætter med, at Jakob og Esau blev dødsfjender. Jakob måtte tage flugten. Meget skete men i korte træk skal nævnes, at det egentlig gik ham ganske godt. Han fik 2 koner og det løse – 12 sønner og enkelt datter!
Trods sit bedrag overfor Esau var Jacob egentlig blevet velsignet så rigeligt, MEN alligevel måtte Jakob helt konkret gå i infight med Gud! FOR han krævede intet mindre end Guds velsignelse. Hvorfor han pludselig havde brug for denne kan vi kun gisne og fortolke om. Men historien fortsætter efter kampen med, at Jakob mødtes med sin bror Esau, da var tiden inde til forsoning!
Lad os et øjeblik dvæle ved kampen. Vi skal forestille os, at Jakob helt konkret sloges med Gud – ansigt til ansigt – en kamp der må have foregået i stor ensomhed og angst – det kan næsten ikke være anderledes, når der kæmpes mod livets egen skaber. Jakob kæmpede med hele sit liv, det vil sige også med alle de mennesker, som han havde mødt på sin vej: Esau, hans mor der var en vigtig aktør i bedraget om velsignelsen, hans far og sådan kan rækken fortsætte. For denne udvortes kamp handler i bund og grund om, at vi kan komme så uendelig meget i tvivl om Guds kærlighed til os selv og tvivlen kan køre os durk ned i fortvivlelse, depression, galskab – ja, kan handlingslamme os i forholdet til os selv og dermed i forholdet til alle de andre! Så bliver livet nemt en ren forbandelse!
MEN velsignelse er netop det modsatte af forbandelse. Og det er kun velsignelsen, der kan ophæve egoets forbandelse. Velsignelse kan skabe og forme vores fremtid i et nyt lys! Et håbets lys der vil, at vi skal leve – leve i kærlighed og have modet til at vælge forsoningens vej både med os selv – vore indre dæmoner – og resten af verden!
Derfor kunne Jakob næste morgen efter, at Gud havde tævet ham på plads, halte velsignet derfra med forslået hofte for at blive forsonet og forenet med sin tvillingebror efter mange års fjendskab! Jakob var på en gang taber og sejrherre! Der er ikke mange kappe-stridigheder, der åbner op for en sådan dobbelt-titel!
Jeg lovede i begyndelsen ikke at snakke mig klog på bøn og dermed køre den store forelæsningskanon i stilling om bønnens væsen, men jeg bliver nødt til at sige, at for mig kan velsignelse og bøn ikke adskilles, de hører sammen som ærtehalm. Det være sig, når vi oplever os fanget i den allermest forbandede blindgyde og vi kun kan hviske et FORBARM DIG OVER MIG HERRE eller kort og godt må råbe: HJÆLP! Eller når vi må juble af fryd over tilværelsens ulidelige lethed eller i ren og skær lettelse over, at det alligevel gik og derfor må TAKKE Gud og hvermand for dagen og livet på trods!
Disse 3 korte bønner: FORBARM DIG, HJÆLP og TAK modsvares igen og igen af Guds velsignelse, som lyder hver eneste gang vi er samlet i Jesu navn og holder gudstjeneste sammen i sorg eller i glæde!
GÅ DA FRIT... 