Coaching betyder egentlig at sportstræne, men det engelske ord er gennem de seneste 10-15 år blevet udvidet til også at omfatte virksomheders og enkeltpersoners arbejde med egen selvforståelse og selvudvikling.
I forbindelse med et stykke forskningsarbejde var en teolog på feltarbejde, hvor hun fulgte en personalegruppe, der sammen skulle finde frem til fælles ressourcer gennem en drøftelse af gruppens mål og visioner. Se, det er bestemt altid godt at snakke sine mål og visioner igennem – det gør vi også her i kirken. Ja, langt de fleste menneske gør i ny og næ status over livet, over drømme og mål – det være sig nytårsaften, hvor vi ser tilbage på det forgangne år – eller når vi mister hinanden og sammen må snakke om afdødes liv og levned!
Men det var som om kæden hoppede af, da COACHEN – på førnævnte kursus – pludselig råbte til gruppen: ”Har I nogen grænser?” Og de unisont brølede tilbage: ”NEJ!”
Var gruppen på dette tidspunkt udviklet via coachens teknikker og hjælp eller var der mon snarere tale om indviklet manipulation? – jeg ved det ikke – men på en eller anden vis kunne de af karsken bælg konkludere, at de som gruppe var fri for og af alverdens grænser.
Min første tanke, da jeg hørte historien, var: Hold da helt fast – har de også overvundet døden! Den grænse som vist kun Kristus har overvundet jf. evangeliernes påskeberetninger.
Men spøg til side – det er altid så nemt at grine af de andre – så nemt at dømme dem på kryds og tværs. Men det, jeg egentlig ville med denne lille vantro intro, var at fremhæve, at vi ikke er fri af grænser. Tværtimod så er vi omgivet – ja omringet – af dem. Både på det psykiske – altså usynlige – og så det konkret synlige og fysiske plan.
Det gælder ikke mindst i forholdet til os selv – jeg kan hverken gå på vandet eller droppe min søvn i alt for lang tid uden en konsekvens melder sig. Jeg er også begrænset af min alder – det er slut med at køre på børnebillet for mit vedkommende, og min skræk for dybder og små lukkede rum er en stor forhindring, hvis jeg skal en tur op i Aalborg tårnet! Nuvel fobien kan kureres.
I forholdet til mine medmennesker er jeg forhåbentlig også begrænset. Jeg kan ikke bare tromle frem, som mit ego måske måtte ønske det i f.eks. trafikken – jeg skal forsøge at være en del af fællesskabet – tage hensyn, drage omsorg, gøre mit til, at samfundet fungerer. Det er gængse spilleregler, som vi alle uanset religiøs overbevisning er uafhængig af.
Men jf. dagens tekst så er kristendommen bestemt heller ikke blind for menneskets grænser og begrænsninger. Vi er ikke grænseløse i forholdet til at give og tilgive. Hvorimod vi kan opleve en til tider grænseløshed, når vi dømmer og fordømmer – f.eks. selvudviklingskulturens ofte spooky teknikker.
Dette vidste Jesus så udmærket godt. Derfor måtte han tale til disciplene og alle de andre tilhørere – inklusiv os i dag. For de – og med dem os andre – havde brug for et alternativ til den herskende opfattelse af Gud og af loven. Den lov der traditionen tro satte skel mellem ren og uren – mellem jøde og græker – mellem træl og fri – mellem mand og kvinde!
Lovens menneskeskabte udlægninger og definitioner havde overtrumfet Guds kærlighed til hver og en. Eller som bisp Lindhardt engang udtrykte det. Den er helt gal, når vi gør Gud så lille og uanselig, blot fordi vi har brug for at gøre os selv store i vores fordømmelse af andres liv og livsførelse.
For sandheden er, at Gud er barmhjertighed – og derfor behøver vi hverken gøre Gud lille eller højt råbe, at han er stor.
I Matthæusevangeliets ”Bjergprædiken”, som er parallelteksten til dagens evangelium hos Lukas, står der: (Gud) lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. (Matt 6,45)
Det er denne ubetingede kærlighed til hver eneste skabning, der ofte kan føles som en torn i øjet på vores retfærdighedssans.
For det kan da ikke passe, at Gud tilgiver hvad som helst. Jo, er det provokerende svar. For hans nåde er evig og grænseløs. Hvilken vores private/personlige evne til tilgivelse ikke er. Den er begrænset. Vi kan nemlig ikke tilgive alt. At påstå det ville være rent hykleri.
Jeg mødte engang som sygehuspræst en mand, som på grund af sin sindslidelse ikke var egnet til at afsone sin straf i et almindeligt fængsel. Vi kom til at diskutere tilgivelsens mulighed og han mente helt bestemt, at der var handlinger, som Gud ikke kunne tilgive.
Blandt andet dem som han selv havde begået. Og det mente han i bund og grund, fordi han ikke var i stand til at tilgive sig selv og sine gerninger. Hvilket netop er hele tilgivelsens grammatik – tilgivelsen skal kommer udefra – én anden skal tilsige os den!
Manden på retspsykiatrisk afdeling overførte sine egne forestillinger – ud fra hvem han selv er, har gjort og hvad han selv magtede – til sin egen definition af, hvem og hvordan Gud måtte være. Det der i psykologien hedder en projektion og dermed skabte manden Gud i sit eget billede. Gud blev da for lille til at rumme ham…
En såre menneskelig mekanisme som vi alle evner, når vi ubevidst tillægger andre mennesker eller guden de egenskaber/forestillinger, som vi selv bærer rundt på.
Talen om den nådige og barmhjertige Gud gjorde manden på afdelingen vred og frustreret. Dels kom den på tværs af hans eget selvbillede og dels blev en torn i øjet på hans retfærdighedssans.
Sådan som jeg-ved-gud selv nemt bliver det, når jeg konfronteres med, at han (Gud) for eksempel også elsker mine fjender – for det er da provokerende, ikk?
Der vil altid eksistere en asymmetri mellem Guds barmhjertighed til mennesket og vores forsøg på barmhjertighed menneske og menneske imellem. Ja, i bund og grund er det umådelig godt, at Gud elsker de mennesker, som jeg ikke kan. Gud møder mine begrænsninger med grænseløs barmhjertighed!
Men med denne grænseløse barmhjertighed følger, der alligevel en fordring – så hvad stiller jeg op med bjælkerne i mine egne øjne?
Jeg kunne for eksempel pille lidt i dem. Men hvis det så ender op i en narcissistisk omgang navlepille og kun fører til et ego-frelst klarsyn, der i bund og grund går ud på at pille videre i andres øjne og dermed på genuin farisæisk maner udstille de andres fejl, så er vi tilbage ved hykleriet. Så ender jeg i selvfed selvretfærdighed.
Situationen kunne minde lidt om dengang de skriftkloge havde grebet en kvinde i hor, og nu ville have Jesu tilladelse til at stene hende, og han sagde: den af jer der er ren, kan jo kaste den første sten!
Med de ord mente Jesus ikke, at de først skulle gå hjem, rydde op i psyken og få lidt styr på egne projektioner og så ellers komme tilbage og kaste løs!
Jesus mente, at det sted, hvor vi tror, at vi har ryggen fri – det sted, hvor der ikke er noget at komme efter – og hvor vi tror, at vi kan fremstå fejlfri og uangribelige og frit kan angribe andre – det sted findes slet ikke!
Evangeliet til i dag er derfor IKKE en opfordring om, at vi skal pudse glorien eller gennemføre kolde afvaskninger. Derimod skal vi forstå, at overfor Gud er vi alle lige – måske lige selvforblændede og til tider lige snæversynede – men det er helt ok. Vi hverken dømmes eller fordømmes på vores fejl og mangler. Vi tilgives og velsignes derimod – og opfordres til at gå fra kirke som frie mennesker – med vore bjælker, splinter og knaster.
I en tid hvor selvudviklingsindustrien igennem (alt for) mange år har krævet, at vi skal afvikle egne fejl og mangler. Hvor vi skal fremstå ny-evaluerede, kontrollerede, rene og med det perfekte og fejlfri overblik, hvor gør vi i himlens navn da af fejlene og manglerne – de helt almenmenneskelige udslag af levet liv?
Ja, enten kan jeg jo forsøge at konstruere et idealbillede af mig selv – som et muligt over-menneske -, som jeg så efterfølgende kan forsøge at få I andre til at tro på. Men ville jeg så ikke i sidste ende benægte, fortrænge og begrænse min egen menneskelighed, fordi verden langsomt ville lukke sig om MIT eget ego og ende med at kortslutte mit liv i løgnagtig perfektion?
Eller – for det er vist det eneste nådige alternativ – skulle jeg måske håbe på Guds grænseløse barmhjertighed til hver enkelt af os. Måske i ny og næ glæde mig over, at Gud elsker, der hvor vi kommer til kort. Vi behøver slet ikke gå til i selvforagt, fordi vi slæber rundt på gamle sår, bristede drømme og uoprettelige svigt.
Gud er den barmhjertighed, der ikke vil afsløre, men som vil forsone. Den barmhjertighed som vil forsone sig med vores liv, så vi hver især kan gå fra kirke som frie mennesker. Frie til at være, hvem vi er – begrænsede, ubegrænsede eller bare midt imellem!
GÅ DA FRIT... 