Gennem de sidste 3 uger har vi her i sognet haft en lille studiekreds onsdag eftermiddag under arbejdstitlen: ”Hjælp, det er ude med os” med særlig fokus på dom og dommedag. Vi har drøftet begreber som straf, retfærdighed, fortrængninger, dåb, dom og sammen undret os på kryds og tværs. Hos evangelisten Johannes (3,19) har vi læst, at dommen er, at lyset er kommet til verden. Lukas (17,21) skriver, at Gudsriget er midt i blandt Jer. Hos den tyske teolog Jüngel er vi blevet belært om, at Guds dom på den yderste dag skal befri hver eneste af os fra løgne og fortrængninger – alt det, som vi kæmper med i dagligdagen, så vi sidenhen kan leve i det evige nu! Det kan lyde barsk. Men omvendt så vil Gud, at det sande liv i al evig ikke skal snuble over, hvad der måtte være fejet ind under gulvtæppet.
Guds dom er at ALTSÅ at forstå som NÅDE!
Ja, og så har vi også været omkring de 10 brudepiger og den tekst, som jeg netop har læst. Den lægger traditionelt op til en noget anden vinkel på Guds dom. Den bruges som oftest til at beskrive den teologiske kategori, som benævnes: Den dobbelte udgang. Denne form for domslære hævder, at nogen på dommens dag dømmes til evig glæde og andre til evig fortabelse.
Men her må jeg straks protestere – for undskyld mig, denne form for helvedesteologi hænger ikke sammen med, hvad jeg ellers har hørt og lært om Guds tro, håb og kærlighed til sine mennesker.
Hver evig eneste gang vi samles i kirken – om det er til dåb, begravelse, konfirmation eller højmessen i dag, så bekender vi sammen kirkens tro om: at vi tror på, at Jesus Kristus ”skal komme at dømme levende og døde”. Endvidere siger eller synger vi højt og tydeligt, at vi tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.
Og jeg tillader mig herfra at fortsætte med at citere Kaj Mogensen – sognepræst i THY:
”Jeg ville ikke kunne forrette en bisættelse eller en begravelse, hvis jeg troede, at der var den mulighed, at den døde ville dømmes til evig pine. Hvordan kan man lyse velsignelsen over levende og døde og sige: ”af jord skal du opstå”, hvis velsignelsen slet ikke er ord, der ”skaber, hvad det nævner” ? (…) Forkyndelsen af dommens dobbelte udgang er en ophævelse af evangeliet – det er en vantro afvisning af Guds magt og kærlighed! Det har været et kirkeligt magtmiddel og ofte det syndige menneskes ønsketænkning i forhold til andre (lige så) syndige mennesker.” (Store ord i nyt format p. 92)
Kære menighed – skal vi endelig tale om fortabelse, så hører det ifølge min teologiske optik til i dette liv og ikke i det evige! Her og nu kan vi føle os fortabte. Vi kan opleve os efterladt i savn, sorg og smerte. Vi kan føle os glemt af Gud og af hinanden. At vi ikke er værd at elske. At vi knap nok har lov til at leve. Vi kan opleve os fastlåst i de umulige valg, vi har truffet, hvor vi uigenkaldeligt gjorde et andet menneske fortræd og hvor vi så pludselig sidder i skyld til halsen og ikke aner vore levende råd!
Jeg kommer i denne sammenhæng til at tænke på en stor tyk roman om studenten Raskolnikov – skrevet af Dostojevskij. Han myrder en gammel panterlånerske og dennes søster. I sine psykotiske fantasier bruger han sindsyg meget tid på at retfærdiggøre mordet overfor sig selv. Hun var jo blevet velhavende på andres bekostning. Men langsomt og sikkert synker han længere og længere ned i elendigheden. Han fanges i et helvede af vildfarelser og spærres inde i sit eget klaustrofobiske mørke. Til sidst er han totalt isoleret fra fællesskabet. Hans skyld er nu så ubærlig – hans egen logik kan ikke længere retfærdiggøre noget som helst – og han må gå til bekendelse overfor Sonja – en ung skøge han egentlig foragtede. Stille og roligt forløses hans samvittighedskvaler med hendes hjælp. Ud af denne forløsning skabes en smal sprække, hvor lyset som tidevandets komme stille og roligt trænger ind i hans formørkede sind. Og ganske lydløst overdøver hans følelse af fortabelse. Den endelige dom over ham bliver en ren genopstandelse. På en måde sættes han fri selvom turen går over Sibirien, hvor staffen skal udstås. NU – endelige – kan han vende tilbage til livet og fællesskabet med Gud og andre mennesker.
Gud dømmer i og med NÅDE og tager imod enhver fortabt og ensom sjæl!
Men hvad stiller vi så op med lignelsen om de 10 brudepiger? Når den nu hverken handler om fortabelse, evig pine eller for den sags skyld en straffende og vredladen gud! Jo, det er faktisk meget enkelt – de ti gør jo alt det, som de skal! Men da brudgommen er forsinket (!), falder de i søvn! Da, der bliver råbt på dem, vågner de – alle som en. Der er en, der kalder på dem. For nu kommer Kristus. Han kommer lige meget, om vi har lys i lygten! Det må teologisk være den afgørende pointe. Han kommer lige meget, om vi har lys i lygten. En gud der ene og alene var afhængig af vores formåen ville virkelig være på den – og vi med ham for øvrigt! For hvad skulle vi stille op med al vores ufuldkommenhed – vores små oliekriser og andre anfald af tvivl og forglemmelser – for slet ikke at tale om de spildte muligheder, som enhver tilværelse også rummer.
Gud kalder på sit menneske og troen kommer af det, der høres! Han tiltaler os igen og igen – uanset hvorledes vi mentalt er til stede – sådan som han gør det hver eneste gang, vi samles i hans navn. Kristentro er at vågne, når der bliver talt til en. Turde tro på, at Gud vil os. At han vil, at vi skal være lys i hinandens liv. At vi er tro overfor hinanden. Og når vore relationer til hinanden knirker, så kalder han igen. Guden har tålmodighed med sit menneske. Han forkaster ingen.
Og det skal du huske på, fordi du i dåbsgave ved navns nævnelse blev Guds barn, og du fik det evige liv og syndernes nådige forladelse – det kan ingen tage fra dig!
Og omkring nadverbordet er enhver indbudt – om dit liv kører nok så smurt i olie eller om du slæber dig opgivende, vinterdeprimeret og mere eller mindre fortabt hen over livets stenbro, så er du kaldet til festen! Hvor kærlighedsmåltidet sammen med Gud og hvermand vil, at du igen og igen skal rejse dig, rette ryggen og gå frimodigt ud i verden. Være i livet med al dets uro og flertydighed og på trods vide, at lige meget hvad, så er du elsket og i al evighed hans. Det er din sande kristenidentitet. Den kan igen ændre på, hverken forfatteren til dagens tekststed, præsten, helvedesprædikanten, paven eller dit eget mindreværd – og på dommens dag kan vi alle trygt – og ikke i frygt – stole på, at Gud i kærlighed vil genrejse hver enkelt af os under tilgivelsens fortegn!
GÅ DA FRIT... 