I 1953 skrev forfatteren og filosoffen Villy Sørensen den absurde novelle ”Blot en drengestreg”.
Den handler ganske kort om to brødre, hvis onkel får amputeret det ene ben. Indgrebet optager de 2 drenge så voldsomt, så forældrene finder det nødvendigt at give de to en såkaldt ”videnskabelig forklaring” – og den får I så også lige:
”Onkel havde en dag revet hul på sin storetå, og gennem hullet var der krøbet en masse dyr op i hans ben, nogle dyr der rigtig nok var så små at man slet ikke kunne se dem, og som far kaldte bakterier og mor baciller, hvorfor storebror foretrak at kalde dem bakciller, mens lillebror kaldte dem for batterier. Disse løjerlige dyr krøb op igennem benet ad en rød stribe og det gjalt om at save benet af før de nåede ind i kroppen for så ville onkel dø. Nu levede han og havde fået kunstigt ben og det var så godt som et rigtigt ben, og dermed mente forældrene at drengene var beroliget” – citat slut!
Og så går det hverken værre eller bedre end, at et de to knægte en dag ser en dreng slå sin tå, så blodet drypper, og straks må de diagnosticere, at han med garanti har blodforgiftning og derfor må en tur til doktoren. Men det vil den sårede dreng slet ikke, for han er jo i gang med at lege hest! Men jo det skal han altså og så belærer de 2 knægte han om, at der ellers vil komme dyr ind i benet og de vil så kravle op i hans krop og så vil han dø. Og derfor er det vigtigt, at han får benet af! Men drengen vil ikke af med sit ben. Men de to får ham hurtigt overtalt, bl.a. ved at love, at han får det afsavede ben med hjem efter indgrebet. Og så følger der ellers en vildt absurd beretning om, hvordan de får savet benet af drengen.
Når jeg vælger Villy Sørensens pragtfulde historie, så er det for at sige noget mere om forholdet mellem Ånd og Bogstav. Jeg repeterer ganske kort Pauli ord i dagens epistel: Bogstaven slår ihjel – Ånden gør levende.
Det er på mange måder et glimrende fortolkningsprincip! For tolker vi livet, hinanden og verden bogstaveligt og dermed glemmer poesien, alt billedsprog og metaforik, så går det for alvor galt galt!
Det gik galt for de 2 knægte, der havde fået en videnskabelig forklaring. Forældrene brugte metaforen – billedsproget – og dramaet til at forklare og beskrive onklens benamputation. Men det barnlige sind kunne ikke andet end at aflæse forældrenes ord bogstaveligt!
Poesi skal derfor åbnes med Ånden. Dissekeres den med bogstaven, så smadrer vi den let – vi mister de mange nuancer og den flertydighed, der altid er til stede – så bliver poesien til nonsens – til sort snak!
På præcis samme måde som når det gamle testamentes skabelsesberetning læses bogstaveligt. En bogstavelig forståelse fjerner beretningens magi – og vi ender med at sidde som en flok fortolknings dinosaurer, der afviser enhver form for snak om evolution. I USA har der været flere retssager – hvor af mindst 2 har været for højesteret – hvor kreationister under det ene eller det andet dække har forsøgt at ulovliggøre undervisning i evolution. Og i den anden lejr kan ateisten fremturde med foragt over, at kirken lyver og at dens medlemmer er dummere end andre, når den år efter år fastholder sin skabelsesberetning, for verden er aldeles ikke skabt på 6 dage! Ja, faktisk er der ikke noget at komme efter rent videnskabeligt i 1. Mosebog. Bogstaven slår ihjel – Ånden gør levende. Skabelsesberetningen kan og vil aldrig blive en naturvidenskabelig manual – om der så bliver smurt nok så meget såkaldt pseudo videnskabelig ”intelligent design” ind mellem linjerne.
Lad os derfor holde kategorierne adskilt – videnskab for sig og poesi for sig. Hvilket betyder, at vi både kan fastholde evolutionsvidenskab og biblens beskrivelser af Gud, mennesket og verden! For mig at se vil det hjælpe os til en større åbenhed overfor de forskellige tydninger.
Det går også nemt galt, når vi selv vil bruge biblen som en manual i forhold til vort eget ansvar som menneske. Hvis vi rask væk tror, at vi kan gøre et opslag og applikere – efterligne – Jesus! Det være sig i politisk sammenhæng og argumentation eller for den sags skyld i kirkelig sammenhæng.
Jeg hørte for år tilbage om en mand, der ind imellem døjede med en frygtelig svær psykose – ja, vel nærmest en tvangstanke, som handlede om, at han var Jesus selv. Han ønskede slet ikke at være Jesus, for han magtede ikke at møde mennesker på den måde, som biblen beretter om Jesu væren i verden – som god, rummelig, nærværende, barmhjertig og evig tilgivende. Bogstaveligt gik det heller ikke at være Jesus, for den sindssyge mand kunne jo f.eks. ikke gå på vandet. Når psykosen var værst fyldte han sit karbad med vand og stillede sig så op i det! Aldrig – ikke en eneste gang oplevede han at være ovenpå – altid stod han på bunden. Og dette blev i sig selv en trøst (måske en sølle), for så var han jo ikke Jesus! Og det fritog han dermed for at skulle frelse alverden!
Når Jesus i dagens evangelium står overfor en døvstum mand, så er det heller ikke en manual for os til at helbrede nedsat hørelse! Men derimod er der tale om en gådefuld underberetning, hvor en mand bliver sat fri i mødet med Kristus! Det sker i tilsigelsen – det sker i Ordet: ”Effatha!”, – det betyder: ”Luk dig op”! Hverken mere eller mindre. I Ordet ligger der et ønske fra Gud om, at den døvstumme mand må fyldes med Kristi tro, håb og kærlighed således, at han får modet til at være i verden.
Men hvad betyder teksten for os i dag? Ja, den kunne være en tiltale til os, når vi døvstumme i sjæl og sind ruller gardinerne ned – både de bogstavelige og de rent åndelige, Når vi murer os inde og af den ene eller anden grund lukker af for verden med al dens elendighed og ballade.
Da bliver Jesu ord en tiltale til hver enkelt af os om at komme ud – ud af os selv – ud til hinanden! En tiltale om frimodigt at være blandt andre – også dem vi er uenige med – dem med de ”åndsvage” meninger og den forkerte tro – dem som tolker verden og livet på en anden måde end på ”min måde”.
Søren Kierkegaard skriver et sted – jeg tror, at det er i Begrebet Angest, at et menneske skal have været ude af sig selv, for at blive sig selv. I isolation kommer vi ikke ud ad stedet! Vi ender med at sidde fast! Men at være ude af sig selv – er ikke kun skidt… selvom vi ofte bruger vendingen sådan. At være ud af sig selv kunne jo også betyde, at det er der – der ude – vi deler os med hinanden – i fællesskabet – i relationen. Sådan som Kristus deler sin tro, håb og kærlighed med os omkring nadverbordet. For det er altid i samspillet med andre – med Gud og med vores næste, at vi bliver, hvem vi er – det er her, vi bliver os selv!
GÅ DA FRIT... 