Man kan være sød eller morgensur. Skal helst undgå at blive bitter! Men sjældent – faktisk aldrig – postulerer vi, at nogen er SALT! De tre første prædikater – fra smagskategorien – forstår vi godt. Men hvis nogen vil hævde, at én kan være SALT! Så tror jeg ikke helt jeg kan forstå, det vil i hvert fald kræve lidt flere ord.
Jesus bruger det faktisk! Han omtaler disciplene som jordens salt! For at forstå det nærmere, så vil jeg tillade mig at gøre en ekskurs eller sagt på moderne dansk: gøre en udflugt ud i en nærmere forståelse af glosen: SALT.
For år tilbage var der et ugentligt tv-program, der hed HJEMMESERVICE. Værten hed Mick Schack og han satte fokus på vores kost! Den ene uge handlede det om bacon, den næste om chili og så var der programmet om SALT!
Schacks grundspørgsmål var om, der virkelig er så stor forskel på salt, som nogle priser lader os tro? For priserne på SALT svinger fra nogle få til flere hundrede kroner for den selv samme mængde. Og det kan der så være mange gode grunde til, at det gør!
Men Schack havde taget kontakt til en kemiker for at få styr på, om natrium klorid (den kemiske betegnelse) virkelig er så forskelligt og svaret er NEJ! For SALT er SALT. At smagen (og dermed prisen er forskellig) skyldes – ifølge videnskabsmanden – udelukkende mængden af tang, mågeklatter etc., der har sydet sammen med saltet, før den kom i handel.
Salt kan ikke forædles – man kan ikke blive mere salt! Eller sagt på en anden måde, så vil saltet som metafor fortælle os, at vi alle er lige for Vor Herre.
Og når Jesus belærer sine disciple om, at de er jordens salt! Så er det, fordi SALTETS funktion netop er at fremhæve den smag, som allerede er! Gudsriget er her allerede – og fra nu af er det disciplenes pligt at fremhæve det! Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Opgaven er – hvis jeg skal forstå saltets betydning – at undgå at oversalte. For så bliver Gudsriget så at sige uspiseligt. Eller rettere sagt, så kvæler vi – mennesker – Gudsriget med vore egne forestillinger om, hvad vi selv synes, tror eller forlanger, at gudsriget skal være. Kvæler det i måske overdrevne fromhedsøvelser, tror at sådan en sådan praksis er streng nødvendig for at leve i lyset og ender måske i sidste ende med at dømme de andre og én selv til at være god, slet eller måske direkte ond!
Vi havner med andre ord i den grøft, der hedder, at du skal præstere på en ganske bestemt måde, for at gøre dig fortjent til Gudsriget.
Endelig kunne et overforbrug også betyde, at vi risikere at oversalte, så kristendommen konserveres – godt nok bliver den langtidsholdbar, men den risikerer altså at blive poleret danefæ, som gravballemanden nede på Moesgård! Der bare ligger og ligger i sin montre og bliver set som et historisk koryfæ.
Omvendt hvis saltet ikke er der – hvis vi glemmer det – og bare lader stå til, så er det ligegyldigheden, der kommer til at fylde. Så bliver smagen neutral og fad. Vi glemmer Gud og vi glemmer dermed hinanden. Og i sidste ende har jeg kun mig selv! Og når alt kommer til alt, så hænger jeg pludselig på min egen formåen i liv og død.
MEN kære menighed Gudsriget er her allerede – og SALTETS opgave er at fremhæve det! Det er, hvad der fortælles os i dagens evangelium. Gudsriget er en levende realitet! Det er midt i blandt os her og nu.
Eller som det også kan siges: Verdens lys er midt i blandt os! Det betyder, at disciplenes – og dermed også dit og mit – liv er i lyset! Vor Herre Jesus Kristus går endda så vidt som til at sige: I er verdens lys! Dit lys må du ikke sætte under en skæppe – eller en spand, som der står i en af de nye bibeloversættelser. Du behøver ikke gøre hverken Gud, dig selv eller livet mindre end det er!
I er verdens lys vil sige, at for Gud har hvert eneste menneske betydning. Han skænker os livet og vil også, at vi tager ansvar for det liv, som er så uendeligt skrøbeligt. Det ved vi! Det ved I, som er kommet her i Budolfi i dag.
Møllehave siger i et interview: ”Når to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt. Selvom de elsker hinanden til det sidste, så dør de ikke samtidig. Den ene efterlader en smerte hos den anden, så ulykken er indbygget. Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken bor i det JA. Men hvis det skulle få nogen til at mene, at man skulle lade være med at binde sig, så vil jeg svare: ”Tværtimod, skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over!”.
”Sæt lyset i en stage, så det lyser for Jer alle i huset” siger Jesus til os! Og det er hvad vi gør, når vi indgår i relationer med hinanden: som forældre, som børn, som børnebørn, som brødre og søstre, som ægtefolk, som kærester, som venner og bekendte – som naboer og kollegaer! OG som vi gør det i forholdet til det menneske, vi dagligt passerer på vores vej. Alle som én skal vi sætte vort lys i en stage – for det betyder, ”at der er nogen, som venter noget af os, nogen der håber på os og regner med os. Ja, at der er nogen, der elsker os og det er det, der salter vores tilværelse og lyser op i den, så vi ikke går til i livslede og meningsløshed”.
Og jo mere vi elsker, jo mere vil vi komme til at savne, når nærvær forvandles til fravær.
For kærligheden koster. Kærligheden har en pris. Og vi kan ikke komme udenom den – ej heller ved at prøve at elske mindre eller leve lidt mindre – gemme os under skæppen. For vi er i bevægelse mellem ALFA og OMEGA. Og når vi er i bevægelse kan vi blive bevæget både af glæde og af sorg – vi kan den ene dag juble og må den næste dag græde. Men den ene mulighed må aldrig udelukke den anden. Og sorger kan og må ikke tages på forskud. Men dog er sorgen en realitet – dens mulighed fødes vi med. For om vi vil det eller ej, så er vi udleveret til at leve i relationer – i fællesskaber – med hinanden. Det paradoksale er jo netop, at den tid vi har haft sammen med vore døde har som oftest været hele sorgen værd. Sorgen bliver da netop billedet på, at kærligheden er stærkere end døden.
I dag på Alle helgens søndag mindes vi i taknemlighed vore døde og alt hvad de gav os. Men vi er i lige så grad samlet her, for at være sammen om Guds tro, håb og kærlighed, så vi kan leve videre på trods af, at vi har mistet vores aller kæreste.
Vi er ikke samlet for de afdødes skyld, for de lever trygt videre i den levende Guds hænder. Men vi er sammen med hinanden, fordi vi på trods af tabet og savnet er fyldt med håb og mod til at være i verden og dermed i bevægethed til at komme videre eller som digteren Søren Ulrik Thomsen siger det:
”Det bedste er at jeg tror du lever
Skønt jeg ved at du er død:
Det er det bedste for mig.”
GÅ DA FRIT... 