Hvis man ikke helt har overgivet sig til sommervarmen og dermed har lukket af for verdens ulykker og støj, så kunne man tirsdag morgen i den hedengangne uge i flere aviser – både danske og udenlandske – læse følgende overskrift:
Italienske badegæster solbadede ved druknede pigers lig
– med et dertilhørende fotografi
Billedet viste ligene af to piger, der var dækket af håndklæder på nær deres fødder, som stak frem. Lige ved siden af sad badegæsterne, der efter sigende også skulle have overværet pigernes dødskamp i bølgerne uden at gribe ind. Dog var det lykkedes at redde to andre piger i land i live. Men de to roma piger på 12 og 13 år kunne ikke reddes. De blev efterladt på stranden tildækkede af håndklæder.
Imens fortsatte flere badegæster med at sole sig eller spise frokost bare nogle meter derfra.
Fotografiet og hele hændelsen har bragt sindene i kog i Italien – politikere, menneskerettighedsforkæmpere, kirken og mange flere er i oprør. En ærkebiskop fra Napoli skriver på sin blog – hjemmeside:
Ligegyldighed er ikke en følelse for mennesker!
Nej, det har ærkebiskoppen så sandelig ret i. For ligegyldighed er fraværet af følelser! Ligegyldighed er, når vi i vores hoved med vores hjerne tænker og bestemmer os for, at i den givne situation vil vi ikke investere følelser!
Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke…
Da jeg skulle forberede dagens prædiken, så kunne jeg ikke slippe strand-fotografiet af de frokostspisende badegæster og de to døde piger! Teksten til i dag handler bl.a. om omvendelse! Og jeg tænkte – hvordan i himlens navn kan vi bare vende ansigtet bort – og totalt lade som ingenting – imens der ligger 2 døde indenfor et øjekast?
Ligegyldigheden er ikke en følelse! Det er derimod en måde at være i verden på! En totalt uengageret strategi! Og som en psykolog på sygehuset forklarede det, så er ligegyldigheden – og jeg citerer her: ”et fripas til selvoptagetheden, som jo må siges at gennemsyre vores samfund – i ligegyldighedens navn kan man undlade at forholde sig til andet end sig selv og ikke reagere på forstyrrende, udenforstående elementer… Det ville i hvert fald gøre det muligt at sole sig og spise frokost ved siden af to døde pigekroppe, som netop er druknet uden, at man har reageret på deres nødråb.” citat slut!
Ligegyldighedens modsætning er kærlighed. OG denne kærlighed er langt mere end en følelse, den er et forhold – en relation, som kræver opmærksomhed og indlevelse!
Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke…
Den er en relation, som etableres mellem Kristus og mennesket i dåben – hvor vi skænkes syndernes forladelse og det evige liv. Men betyder det så, at vi herefter kan gå på stranden og spise vores frokost TOTALT uanfægtet – alt i mens verden råber på hjælp?
Nej, for relationen mellem Kristus og hin enkelte – rækker videre! Den betyder, at du for altid er forbundet til dit medmenneske! JA, du er et Guds barn og se til, at du også ser det Guds barn i din næste! Det er den fordring evangeliet byder os!
Og det er, hvad vi skal mindes om igen og igen! Men der er mange måder at blive mindet om det på! For på en måde så smager indledningen til denne prædiken i sommerhyggen ALT for meget af moral og løftet pegefinger! For hvordan i himlens navn kunne de – underforstået ANDRE – finde på at sidde der med deres italienske anti-pasta og friskbagte brød og med garanti også afkølede hvidvin – og samtidig se totalt bort fra 2 døde kroppe?
Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke…
Hvornår er det, at ligegyldigheden tager bolig i os? Er det, når vi ikke engang orker at forarge os mere?
I tidernes morgen (og på mange måder stadig) blev folk forarget over, at Jesus spiste med toldere og syndere –
I dag forarges vi over, at folk spiser deres frokost, mens der ligger et par døde kroppe omkring dem?
Vi rives med sammen med Napolis ærkebiskops ord om, at ligegyldighed er ikke en følelse for mennesker! – og vi rives med af de andre og af pressen og af resten af verden! Vi rives med og VI forarges – oven i købet kollektivt. For det er da bare for meget – SÅ FOR MEGET, at ingen reagerer.
Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke…
Og så midt i vores forargelse over ”de andres” ligegyldighed vågner vi ifølge Kierkegaard – måske for første gang i lang tid – ja vi vågner og vi aftvinges et valg! Et valg der kan føre os to steder hen. Vi kan havne i ligegyldighed eller vi kan begynde at tro!
Kort og godt – ligegyldighed eller tro – ligegyldighed eller tro, håb og kærlighed!
Det betyder, at vi forsøger så godt det er os muligt at leve i den relation, som vi i dåben bliver sat i. Den relation der hedder Gud og næsten!
At vi alle som én hænger sammen som ærtehalm! At vi kan (og skal) havne på 70.000 favne vand uden at drukne hver eneste gang – at vi kommer til at opleve sorg og glæde – at LIVET både bider i os og på os! At det larmer og støjer og forstyrrer og griber ind og griber ud!
At det sætter spor og ar og sådan bliver det ved og ved og ved! OG midt i det hele kan vi ikke andet end folde vores hænder og bed: FRI OS FRA LIGEGYLDIGHEDENS FORHÆRDELSE – thi dit er riget, magten og æren i al evighed.
GÅ DA FRIT... 