HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE?

HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE? en refleksion over forholdet mellem hvorfor og hvordan.

Et af de første spørgsmål som oftest melder sig, når vi rammes af sygdom, naturkatastrofer og andre uforudsete hændelser er: HVORFOR? Hvorfor skal netop jeg rammes? Er der en overordnet plan med MIN lidelse? Er der en rød tråd i tilværelsen og dermed en mening med, at jeg (eller andre) skal rammes. Er vi i virkeligheden brikker i en guddommelig plan, hvor vi ender op i at tillægge lidelsen en højere mening, som i sidste ende skal føre os til frelse? Eller betyder min lidelse, at jeg en gang for alle er forkastet, fordømt og dermed kastet bort til evig fortabelse?

Det er spørgsmål, som altid har summet med, når det frygtelige sker. Vi kan ikke lade være med at søge mening i det meningsløse! Lad mig derfor straks slå det fast, at for mig som menneske og præst, er lidelsen meningsløs. Jeg kan ikke se den højere mening i hverken jordskælv, cancer, trafikuheld eller sindslidelse.

Når vi så alligevel jagter meningen i det meningsløse, så er det ofte nærliggende at søge efter nøglen til ”den store hemmelighed”, til MASTERPLANEN og til den magt der må stå bagved det hele. Mennesket har alle dage opstillet konspirationsteorier, det være sig om Mordet i Finnerup Lade tilbage i 1286, om ufoer, om mordet på Kennedy, om 11. september 2001 for blot at nævne nogle af de mest berømte teorier.

I 2005 væltede Dan Brown alverdens bestsellerlister med sin roman ”Da Vinci Mysteriet”. En fiktiv spændingsbog, hvor læseren bliver suget med ind i et plot af mystiske symboler og et hav af skjulte koder, der kræver at blive læst spejlvendt og bagfra og på andre subtile måder.

Langsomt og sikkert bliver vi indviet i hemmelige ordener, der har deres helt egen opfattelse af, hvordan verden – forstået som en kampplads mellem det gode og det onde – er skruet sammen.

En stor og underholdende religiøs konspirationsteori afsløres.  En teori der bygger på en idé om, at intet i verden er tilfældigt, men at der bag alt ligger en stor guddommelig masterplan. Som er tilgængelig for specielt indviede mennesker med særlige evner, gener eller et helt syvende karaktertræk. En viden eller en gnosis (den græske glose), som logens/sektens medlemmer ikke må røbe, men i al hemmelighed skal bære videre.  Bliver et mysterium afsløret så mister det sin magiske eller dæmoniske kraft. Derfor er tavshed og skjulthed alt afgørende.

Jeg vil ikke her gå videre ind i selve bogens udfoldelse og afsløring af plottet. Men nævner den blot som et eksempel på, hvordan politiske og religiøse konspirationsteorier om magt, symboler, hemmelige loger/sekter og mystiske verdensforståelser altid har været underholdende stof! Det kilder os læsere, for tænk sig, om vi nu selv – en gang for alle eller blot i glimt – kunne blive indviet i al tings store og komplekse sammenhæng! Det ville jo helt konkret betyde, at vi aldrig mere skal lide under tilfældigheder, uheldigheder og ulykker! Pludselig ville vi kunne forstå meningen i det uendeligt meningsløse og dermed en gang for alle have elimineret det uforklarlige.

I psykiatrien oplever jeg ofte, at ovenstående også gælder i det private. I mit lille liv kan det være uoverskueligt ikke at have magten over det meningsløse. Derfor kunne svaret være, at også jeg indgår i en guddommelig masterplan. En plan der rummer det gode og det onde, Gud og fanden, himmel og helvede, engle og dæmoner. OG i denne vrimmel af symboler og andet helligt fjerkræ er jeg – lille mig – blevet tildelt en opgave eller måske indviet i en viden, som giver mit liv og ikke mindst min lidelse en særlig position!

Menneskets lidelsesproblematik kan altså blive oplevet som en rød tråd i det store religiøse strikketøj, som igen kan forstås som en frelsesplan. En art martyrium hvor jeg bliver nødt til at ofre mig selv og mit liv i en højere tjenestes sag. Måske som selvmordsbombe-morder eller på det langt mere ukonkrete plan, hvor jeg møder patienter, der var blevet ramt af et messias-kompleks og dermed har fået til opgave at rede menneskeheden. Rede mennesket fra hvad, spørger jeg? Fra at verden helt bogstaveligt går under, svarer patienten. For langt de fleste er denne opgave ubærlig og smertefuld, fordi et sådan ansvar ikke er menneskeligt. En anden resonerede sig selv frem til, at verden umuligt kan gå under – for som hun sagde: hvad skal den konkret gå under – en snor? En bro? – det lo vi så begge meget over den dag.

Andre bærer denne guddommelige selvopfattelse med stoisk ro, da de jo er indsat som verdens kejser med en hel hær af guder under sig. Disse klarer så de praktiske opgaver i verden og har ansvaret for jordens skæve gang. En sådan psykotisk storhedstænkning er som oftest umulig at korrigere (om denne kan psykologien også sige meget mere). Dog vil jeg nævne en enkelt almægtig patient, hvis primære opgave var at føre tilsyn med mig. Om jeg passede mit arbejde og ellers trivedes under hans almægtige beskyttelse!

Den mest almindelige lidelsesproblematik er dækket ind under kampen mellem det gode og det onde. Udtrykket bliver ofte helvede og dæmoni. Patienten oplever sig selv som forkastet og fordømt. Lidelsen bliver da at forstå som straf og vel at mærke som en guddommelig straf. Kaos er nøgleordet og patienten føler sig som en hund i et spil kegler.

Bag denne helt reelle oplevelse af kaos symboliseret med ord og tanker som: satan, djævlen, helvede, sorte engle, væmmelige spøgelser, vanartede trolde etc., ligger der for mig at høre en længsel efter, at patientens livssituation kan og skal blive anderledes. Et ønske – et helt konkret håb om at slippe ud af masterplanens spændetrøje – slippe fri af dette helvede.

Så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt. Der findes ikke en højere mening med sygdom, ulykker, tilfældigheder og uheldigheder. Og dermed gives der heller ikke et stort og forkromet svar på HVORFOR jeg skal bære denne lidelse! Men svaret ligger i, HVORDAN kan jeg få modet til at leve mit liv med de skavanker mentalt og/eller somatisk, som jeg nu engang har.

Derfor består vores opgave som personale i at hjælpe patienten med at komme fra dette store og ubesvarlige HVORFOR med alle dets metafysiske metaforer hen til det langt mere praktiske, håndgribelige og opbyggelige HVORDAN. Det er ikke en nem opgave og der findes ingen pille, tryllesalt eller religiøs mirakelkur, der bringer patienten derhen.

For mig er det afgørende, at der i et sundt og opbyggeligt religiøst univers er plads til det meningsløse ellers kan jeg ikke bruge religionen til noget. At jeg som præst kan være med til at etablere et eksistentielt samtalerum, hvor det rædselsfulde og det uforklarlige kan blive italesat uden fordømmelse. Og gennem samtaler – hvor alt kan tåle at blive sagt og hørt – at få løst op for det vanskelige ved at være et menneske, der tumler med mentale problemer. Denne samtale er for mit vedkommende båret af håbet om, at Gud har skabt dig, mig og alle andre skabninger. At vi hver især indgår i en relation med Gud og med hinanden.  At vi altid er nogens og, at vi er det under kærlighedens fortegn. Guds velsignelse vil nu og til enhver tid overdøve vores egen og hinandens forbandelser! Eller som Leonard Cohen synger: There is a crack, a crack in everything. That’s how the light gets in.

Trykt i “Psykiatrisk Sygepleje” – foråret 2010